Menu

Skagensbanen

Efter at banen fra Aalborg i 1871 kom til Frederikshavn var eksporten af fisk til Tyskland steget betydeligt, mens handlen med fisk til Sverige, som udgjorde hovedparten af den fisk Skagboerne landede, sank tilsvarende. God infrastruktur var vigtig helt til Skagen, men man var fra starten klar over, at der ikke kunne blive tale om en statsbane helt til Skagen da trafikunderlaget var for spinkelt, men man pegede på at der var opnået gode resultater med smalsporede baner i Tyskland og Frankrig.

Efter en del tovtrækkeri besluttede man sig til den billigste løsning, at anlægge en smalsporet bane mellem Skagen og Frederikshavn. Banelinjen blev udstukket og i Skagen fik man valgt en velegnet plads til en station.


Højen station i smalsporstiden lidt før overgang til normalspor. Det nye spor til normalspor ligger til venstre for sporet.

I 1889 påbegyndtes anlæggelsen af Skagensbanen og banen kunne indviet den 24. juli 1890 og var indtil 1924 smalsporsbane med en skinneafstand på en meter hvor DSB spor er 1,435 meter. Max hastighed på banen var på 30 km/t  og sporet vejede kun 12,5 kg/m, hvilket var et meget spinkelt spor.

Banens første år afgik togene fra Skagen kl. 7,00 og kl. 14,50 og fra Frederikshavn kl. 10,15 og kl. 19,00. Alle tog havde forbindelse med statsbanetog til og fra Frederikshavn. Allerede i den første driftsperiode blev det nødvendigt med ekstratog især i sommertiden. Godstransporter af bl.a. byggematerialer og selvfølgelig fisk gav anledning til adskillige godstogskørsler.

Allerede i 1912 måtte man erkende, at den smalsporede bane var blevet en så stor succes at man ikke kunne opfylde de krav til transport af et stigende antal passagerer og en betydelig godsmængde. 1. verdenskrig satte dog en bremse på udviklingen, men i 1921 påbegyndtes ombygningen til normalspor. Den nye bane blev anlagt med 24,39 kg/m skinner med normalsporvidde.

Den 6. juni 1924 blev banen genindviet og fik den linjeføring vi kender i dag. Toggangen blev efterhånden udvidet og i 1931 var der 10-12 togpar på søndage i sommerperioden. I 1933 påbegyndtes buskørslen og toggangen faldt til syv eller otte togpar om dagen.

Banens oprindelige linjeføring mod Skagen var ikke den samme, som vi kender i dag. Nord for Frederikshavn lå banen mere vestlig og nærmere Elling, og i Skagen lå sporet, hvor i dag Chr. den X’s Vej ligger, og sporet kom ind parallelt med stationsbygningen.

I 1960 startede man udskiftningen af skinner i Frederikshavn og nåede til Skagen 13 år senere, nemlig i 1973 og det gamle spor fra 1924 var nu udskiftet på hele strækningen. I 2003 er sporet igen udskiftet.


Skagensbanetog i vinterklæder i februar 1993 med lynettetog. Foto: Michael Winther.

I august 2003 begyndte udskiftningen  af sporet på hele strækningen Frederikshavn – Skagen og arbejdet er afsluttet i 2004.

I dag drives Skagensbanen af Nordjyske jernbaner sammen med Hirtshalsbanen.


Nordjyske jernbaners nye Disero tog holder ved perronen i Frederikshavn sammen med MR tog fra DSB.


Nyt logo på maskinen – rester af SB’s gamle logo ses under det nye. Nordjyske baner har i 2017 igen skiftet logo i forbindelse med overtagelse af togdrift helt til Skørping.

Undermenu

Strækningen og stationer

Rullende materiel


Den smalsporede bane

Indenrigsministeriet, der fik planerne om en jernvej til Skagen forelagt, men man arbejdede langsomt og uden interesse for projektet. Man stillede sig tvivlende og gav sandflugten skylden herfor, men i maj 1887 indberettede klitinspektøren til ministeriet, at klitterne nu var beplantet i et sådant omfang, at der ikke var fare for, at sandflugt ville genere en kommende jernbane. Midsommer 1887 fik indenrigsminister Ingerslev besøg af to delegerede fra Skagen, der afleverede et nyt andragende ledsaget af statistisk materiale. Kort efter denne samtale ankom til Skagen overingeniør Tegner og flere andre eksperter for at undersøge den forestående jernbanelinje. Oprindelig havde man projekteret en normalsporet jernbane, der ville koste 1.500.000 kr at anlægge, mens den årlige drift ville løbe op i et beløb på 100.000 kr. Byrådets medlemmer var enige med eksperterne i, at der skulle anlægges en bane, der var så billig, at driften kunne betales, og det kunne man ikke klare med en normalsporet bane.

Et år efter fik man så fra ministeriet en skrivelse, der oplyste, at der nu var budgetteret et projekt til en smalsporet jernbane mellem Skagen og Frederikshavn. Banens længde var på 5,2 mil, og da omkostningerne var anslået til 150.000 kr. pr. banemil, ville slutsummen blive 780.000 kr. Men hvor skulle alle disse penge komme fra? Egnen var fattig og kunne bestemt ikke klare en sådan udskrivning. Staten tilbød derfor at betale 2/3 af beløbet – 520.000 kr., mens de resterende 260.000 kr. skulle skaffes af de implicerede kommuner, samt af interesserede. Skagen byråd bevilligede 50.000 kr., amtet 120.000 kr., mens godsejer Jørgen Larsen til Gårdbogård tog for 10.000 kr. aktier. Hverken Frederikshavn kommune, Elling eller Råbjerg var særlige interesserede i at åbne pengekassen, men efter forhandling tegnede de sig dog for henholdsvis 20.000 kr., 5.000 kr. og 3.000 kr. Desuden bidrog landsognet med 500 kr. Alt i alt et beløb på 208.500 kr., men man så ingen udvej til at skaffe de sidste ca. 50.000 kr. Men hjælpen kom fra ingeniør Winkel, Hillerød, der tilbød at overtage bygningen af Skagensbanen for den indsamlede sum. For det manglede beløb ville han tage præferenceaktier. Winkel tilbød endvidere at stille en drifts- og underskudsfond på 20.000 kr. til banens disposition og overtage driftsgarantien for banen i 10 år. Desuden ville han sikre, at der hvert år blev indbetalt 3.000 kr. til reservefonden.

Indenrigsministeriet fik underretning om, at den forlangte kapital var sikret og fremlagde i efteråret 1888 et lovforslag om Skagensbanen i Rigsdagen. Her var der flere komplikationer, men endelig 30. marts 1889 blev loven om bygningen af Skagensbanen vedtaget.

Ingeniørfirmaet, Gluud, Werner og Winkel, gik hurtigt i gang med bygningen af en smalsporet bane, hvis sporvidde kun var på 1 meter. Knap en måned efter vedtagelsen var linjen udstukket, og nivelleringen af det ujævne terræn påbegyndt. Da Vendsysselbanen blev bygget, var brændevinen et stort problem, idet den flød i stride strømme blandt arbejderne. Det har den sikkert også gjort her, men arbejdet skred alligevel hurtigt og godt frem, således at banen den 24. juli 1890 kunne indvies i overværelse af honoratiores som Kong Christian den 9. og kronprins Frederik.

Dagligdagen
Dagen efter startede toggangen med to afgange i hver retning. Vognene, der benyttedes, var for godsvognenes vedkommende malet grønne, mens personvognene var gulbrune med Skagens byvåben påmalet.
Banens åbning blev et kolossalt fremskridt for egnen. Nu blev der regelmæssig forbindelse, således at både varer og rejsende kunne komme rettidigt frem, og desuden skabtes der en meget tættere tilknytning til resten af landet. Det var med banens åbning slut med at bumpe af sted i vandkanten langs Aalbæk bugt, og i stedet kunne man adstadigt lade sig føre frem af en prustende damphest.
Da banen startede, var der foruden stationen i Skagen, kun en egentlig station, nemlig Ålbæk, mens der i Rimmen, Jerup, Hulsig og Højen var holdepladser med læssespor og vogterhuse forsynet med ventesale. Desuden var der stoppesteder med ventesal i Elling, Napstjert og Bunken.

Til at sikre at den indfangede fisk hurtigst muligt kunne blive transporteret sydpå fra Skagen, havde man i en årrække den ordning, at fiskeeksportørerne indtil kl. 6 aften kunne bestille særtog til samme aften mod at deponere 5 kr. Så snart fisken var læsset, kørte særtoget.

Nogle af de sidste rester af den smalsporede bane, kan vi i dag se neden for Elling Tømmerhandel, hvor blandt andet en del af den gamle banedæmning er bevaret.


Indvielsen af smalsporsbanen

Uddrag af Politikens reportage d. 24. juli 1890:

Skagensbanens Indvielse (Telegrammer fra vor særlige Korrespondent.) Frederikshavn, 24de Juli, Kl. 7.

Med Kongetoget.
Dagen oprandt straalende og forholdsvis stille. Kl. 9 stillede den ihærdige Festskare til Afgang. Mellem Deltagerne saas Landstingsmændene Hauerslev, Skeel, Birkelse, Rump, Byfoged, Høst, samt Folketingsmændene Nyholm og Tutein. Særlig Opmærksomhed vakte den nys udnævnte General Koefoed, der blev ivrig interviewet om sin Ministerkandidatur. Gehejmeetatsraad Rosenstand mødte med en elegant lille Kuffert. Den viste sig siden at være fuld af Kors og Medaljer. Det lille Dukketog var dejligt pyntet med Kranse og bittesmaa Flag og forspændt med to grønklædte Lokomotiver. I hele Toget findes kun 2 Anden- og 1 Første-Klasses Kupe, den sidste kom endda til Verden ved den Tilfældighed, at Maleren gav et Ettal istedet for et Total. Denne Kupe var provisorisk indrettet til Kongewaggon med Krone over.
Ved Kongens Ankomst var der mødt mange Tilskuere, og idet Toget satte sig igang, lød livlige Hurraer for det og dets høje passagerer.
De 120 Indbudte fordeltes efter Rang og Stand, almindelige Etatsraader nåede kun 3dje Klasse. Generaldirektør Tegner forblev i Frederikshavn for at passe Middagsarrangementet. Kun ved 2 mellemstationer standsedes, nemlig ved Jerup og Aalbæk. Men ved Rimmen saas, idet Toget passerede, en Afholdsforening med flyvende Banner og 20 Mænd og Kvinder i strakt Karriere paa Landevejen for at naa frem til at kunne paradere paa Perronen. Forbi!
Ved Jerup var der Æresport og Tale af Pastor Gredsted. Alle steg ud af Toget. Smaa Bønderpiger kastede Blomster i Hovedet paa den besøgende Konge. Præsten, Pastor Gredsted, en ung Mand med mægtig Røst, takkede velsignet kortfattet for den Ære, at Kongen standsede her. Kongen (trykkende Præstens Haand) takker og siger: „Det er mig en Glæde at hilse på den venlige loyale nordjyske Befolkning!”
Ved Aalbæk blev opholdet længere. Lærer Wulff, Sogneraadsformand og Venstremand, talte. Han bad Kongen hilse Dronningen og takke hende for hendes Medvirkning ved den ny Redningsbaads Tilvejebringelse.
I Kongens Svar udtalte han Haabet om, at den ny Bane må blive til Held for den tro, hæderlige og loyale Befolkning. Forskellige lokale Berømtheder præsenteredes derefter. Først Bondemanden Gaardboe, berømt som topografisk Forfatter og hædret med Belønningsmedaljen i Guld. Han havde forleden sendt Kongen en Artikel om Skagensbanen.
Kongen: Det glæder mig at se Dem, jeg har læst Deres Artikel med interesse.
Manden blev senere paa Dagen Dannebrogsmand: Saa kom Plantør Weirum, kendt for ihærdig Klitteplantning, en gammel hvidhaaret Mand, som havde tjent i Hestegarden under Kongen. Grundig Glæde over Gensynet. Den tredje Lykkelige var Sognefoged i Bindslev Sørensen. Han var meget genert, eftersom hans Kone havde glemt at hæfte Krigsmedaljen i Frakken. Ved Ankomsten til Skagen gav Kongen ham Dannebrogskorset og havde meget Besvær med at lære ham at sætte det i Knaphullet.
Fra Aalbæk gik Toget uden at standse gennem Lyng og Klitter, forbi spredte Huse til Skagen. I Frastand kendes Byen på det hvide Taarn af den gamle sandbegravede Kirke.

Frokosten i Skagen.
Idet Toget kører ind i Byen, ringer Kirkeklokken. Ti hvidklædte unge Piger, pyntede Borgere og Fiskere med den bedagede Borgmester Frich i Spidsen staar opstillede paa Perronen. En af de Hvidklædte, Datter af Købmand Holst, overrækker nejende Kongen en stor Rosenbuket. Borgmesteren fremstammer, ikke uden synlig Bevægelse, en Tale.

Kongen: „Det glæder mig efter 19 Aars Forløb at Gense Skagens vakre og loyale Befolkning.”
Efter at i Hast et Par Ordener af Rosenstands Kuffert er uddelte, skrider man til frokost i den net pyntede Vognremisse med Tilbygning. Her er dækket til 150. Musik er medbragt i Toget fra Frederikshavn. Den særdeles gode Servering er leveret af Skagens ny Hotel. Menu: Fiskefilet, And, koldt Bord, Rødvin, Madeira, Champagne. Frokosten gives officielt af Skagens Byraad, men betales af Ingeniør Winkel, der optræder som flunkende ny Ridder. Kgl. Hemmeriarius Rosenørn holder den officielle Tale. Han sagde b1.A.: Danmarks Horn, Skagen, er vel intet Overflødighedshorn, men de ædle Egenskaber, mandigt Mod og Nøjsomhed i Trange Kaar, der udmærker Skagens Beboere, har Kongen altid sat pris paa. De trange Forhold har umuliggjort at indbyde Dronningen, men vi tvivler ikke om, at hun gærne vilde have ledsaget Kongen herover til denne smukke begivenhed. Kongen og Dronningen leve!

Kongen svarede: Det glæder mig at være tilstede ved denne for Skagen saa betydningsfulde Begivenhed. Jeg kan forsikre, at Dronningens Tanker er hos os. Jeg udbringer en Skaal for Skagens vakre, uforfærdede, loyale Befolkning!
Amtmand Rump talte om Kongens smukke Familieliv og endte med et Leve for Kronprinsen, som Folket satte sin Fremtidslid til.
Kronprinsen svarede straks i en Tale, som vakte stærkt Bifald: „Maatte jeg kun opfylde de Forventninger, det danske Folk nærer til mig! Jeg har længe ønsket ogsaa engang at besøge Skagen. Det er nu sket og under de bedste Avspicier.
Jeg har været med til en smuk Glædesfest, ved hvilket jeg har set, hvor hengiven man ogsaa her er min Fader, den Konge som ikke har andre Bestræbelser end Lykke for vort elskedf Fædreland, og som kun ønsker Retfærdighed for alle. Jeg tak ker for den Sympati, der er vist mig. Maatte Skagensbaner, bringe denne Egn Held og Lykke!” Kort efter hævedes Taflet under animeret Stemning.

Paa Danmarks Nordspids.
Efter Frokosten holdt 40 Vogne parat til at føre Festdeltage: ne til Skagens Fyr og den berømte „Gren”, hvor Kattegat o Skagerak blander Vover. Et saa sælsomt Optog har Skage sikkert aldrig set.
I de lokale Ekvipager, tunge solide, aabne Vogne, kørte dc lystige Tog af uniformerede dekorerede og kjoleklædte Heirer. I Spidsen Kongen og Kronprinsen i Konsul Fabricius Fjc dervogn. De Indfødte saa’ til i forbavselse. Ved Indkørselen t Gammel Skagen, hvor danske Mænd og Kvinder har rejst E smukt Monument for kække Fiskere, der i 1862 omkom p Søen under redningsforsøg, og hvor Brøndums bekendte Kuns’ nerhotel ligger, sluttede et Par Vogne med Kunstnerfamil erne Ancher, Viggo Johansen m. fl. sig til Toget, og Anchel lille Datter overrakte Kongen en Buket. Ved Fyrtaarnet gjol des Holdt og Kongen tog dette i Øjesyn.
Derfra gik det videre gennem den flade Sandstrand til Jyllands smalle Nordpynt, hvor Redningsmandskabet stod pan i to Hold, hvert paa 12 Mand, ved de to Redningsbaade. HE saa man den i Literaturen forevigede Lars Kruse med et Uta af Redningsmedailler, og Anchers fra talrige Fiskerbillede kendte Model, Ole Svendsen. Man havde haft den snurrig Ide at lade de brave Folk optræde i et Slags Maskeradekost3 me til Ære for Kongen. Istedetfor at bære Oljeklæderne og de lange Søstøvler, var de udstyrede som Balletfiskere i Sko og ned blankknappede Jakker. I dette Kostyme foreviste de dees Bjærgningsmanøvrer, trods den upraktiske Dragt, med tor Bravour.
)erefter affyrede Redningsvæsnets Chef, Konsul Andersen et ‘ar Bjærgningsraketter. Kongen og Kronprinsen konverserele med Interesse de flinke Søfolk, og Rosenstand blev kaldt til ned sin kuffert. Nu vankede der adskillige Kors og Medailler, >l.a. til Lars Kruses Søn.
)e benaadede Fiskere tog Sagen med sejg Ro og puttede sinligt de af Kongen overrakte Hædersbevisninger i Lommen. )a en af dem takkede Kongen for en Sølvmedalje, svarede Congen: »Ja det er jo ikke saa meget, men det kan blive mere en anden Gang«.
Kl. 3 kørte man tilbage til Stationen. Endnu uddeltes et Par Ordener, hvorpaa man uden Ophold tog tilbage til Frederikshavn. Vi maa endnu fra Skagen notere en af Lauritz Christensen i Hillerød arrangeret Æresport, et Slags Tableauvivant af Grandekoration. Fiskenet og to bemandede Baade.

Indenrigsministerens Middag.
I den samme Vognremise; hvor for 18 – 19 Aar siden Vendsysselsbanen i Kongens Nærværelse indviedes ved en festlig Middag, i samme Lokale fejredes idag Skagensbanens Aabning. Dekoratør Cohen har gjort sine Sager godt. Det store Rum, som til daglig er Skur for Lokomotiver og Jernbanevogne, er under hans kyndige Hænder forvandlet til en pompøs og broget Festsal, der præsenterer sig i blændende Lys af 12 store elektriske Lamper.
Rummet er dekoreret som Flagtelt. Mægtige Bannere af alle Nationaliteter dækker Væggene, og Loftet dannes af Blomster- og Vimpelguirlander, som krydser hverandre.
Ved den søndre Ende er Indgangen gennem et Dannebrogsfarvet Telt. Straks indenfor i Salen har Kongen og Kronprinsen Plads under en „Kongekaabe” af rødt Fløjl med Guldfrynser. I den anden Ende af Salen er rejst et Galleri, hvor Musiken har Plads. Dette Galleri er pyntet med danske Flag og det fra mange gode officielle og patriotiske Middage kendte Vildmandsskjold.

Naar tilføjes, at der rundt om i Hjørnerne, og da navnlig ved Kongesiden, er anbragt en hel Del saa eksotiske Vækster, som Aalborggartnere kan præstere, kan vi sikkert med god Samvittighed forlade Salens Udsmykning og skride til den mere alvorlige Festskildring.
I dette Festlokale samledes Kl. 7 en broget Forsamling, De højeste Rangklasser, højtstaaende Embedsmænd, Hoffolk, jævne Jærnbanefunktionærer, Sognefogder, Amtraadsmedlemmer osv. En udmærket Middag serveredes af Hansen fra Skydebanen, der i disse Dage har arrangeret det hele i provisorisk indrettede Køkkener ved Siden af Vognremissen. Store Bekostninger har selvfølgelig været forbundne med en saadan Feltfodsmiddag, hvor al Maden, selv Fisken(!) maatte forskrives fra Kjøbenhavn. Kuverten kostede da ogsaa 28 Kr.