Navnet “Nordjyllands Forenede Privatbaner” hed samarbejdet mellem de tre privatbaner der udgik fra Aalborg indtil 1917. Efter åbningen af Hjørringbanerne duede dette flotte navn ikke længere og samarbejdet blev i stedet omdøbt til Aalborg Privatbaner – APB. Banerne var:
– Fjerritslev-Frederikshavn Jernbane (FFJ)
– Aars-Nibe-Svendstrup (ANSJ) der blev til Aalborg Hvalpsund Jernbane (AHB) i 1910,
– Aalborg-Hadsund Jernbane (AHJ)
Man arbejdede allerede fra starten sammen om den daglige drift. Hovedkontoret i Aalborg, remiser og værksteder i Kærby og godsbanegården var fælles for banerne.
Her er de sidste køreplaner for Fjerritslevbanen, Hadsundbanen og Hvalpsundbanen. Det var et langtidsholdbart design der var på forsiden. Skinnebusvignetten blev brugt fra 1948, hvor de første skinnebusser blev leveret, og indtil banernes lukning i 1969.
Du kan hente de sidste års køreplaner for Aalborg Privatbaners strækninger her i PDF format.
Sæbybanen (1,5 MB) her: ffj-soeby3
Hadsundbanen (1,5 MB) her: ahj-hadsund-2
Hvalpsundbanen (1,5 MB) her: ahb-nibe
Fjerritslevbanen (1,5 MB) her: ffj-fjerritslev4
Den fælles administrationsbygning for APB og indtil 1956 godsstation ligger der endnu på hjørnet af Jyllandsgade og Dag Hammerskjôldsgade. Bygningen er dog afkortet og ombygget væsentligt. Er i dag hjemsted for forskellige kontorer.
Godsstationen i Aalborg, maskindepotet og værkstedet ejedes i fællesskab af FFJ, AHB og AHJ i forholdet 2:1:1 og blev drevet for fælles regning. Men udgifterne til maskindepotet og godsstationen har i årenes løb undergået forandringer. Oprindeligt var forholdet 6:3:2. Fra 1946 ændredes det til et forholdstal efter hver banes indtægt – og udgifterne til maskindepotet fordeltes efter banernes kulforbrug.
Kun ganske få af banernes rullende enheder ejedes af APB fællesskabet bl a. et par ragerlokomotiver. Langt størstedelen tilhørte de enkelte jernbaneselskaber og var mærket med disses ejendomsmærker.
En af de få vogne der var litreret med APB- en hjælpevogn. Foto: J. Hagger Jensen.
Økonomi
I tyverne begyndte banerne som de øvrige privatbaner i Danmark at give underskud. Banernes ledelse forsøgte på forskellig vis at gøre driften billigere. Der indkøbtes benzinmotorvogne, der sparedes personale.
Banerne i Nordjylland markedsførte sig i 30’erne med denne flotte plakat. Du kan erhverve denne plakat i format 50 x 70 cm hvis du skriver mail til vores mailboks.
De tyske befæstningsarbejder ved den jyske vestkyst og militære anlægsarbejder på Aalborg Lufthavn og omstilling af mange af Aalborg virksomhedernes til tørvefyring tilførte banerne meget trafik under krigen, men betød også en nedslidning af materiellet, og efter den 2. verdenskrig stod banerne med et nedslidt produktionsapparat.
Efter anden verdenskrig blev der fra alle sider rettet hård kritik mod alle baner under APB. Kritikken var først og fremmest rettet mod banens ledelse på grund af et meget stort underskud i driftsåret 1946/47 – et driftsår hvor størstedelen af landets privatbaner gav store overskud.
Allerede i 1920’er var personvognsmateriellet for ringe; første motorvogne var umagelige og tilmed upålidelige. Allerede i 1920’erne og 30’erne var det galt med økonomien, og allerede dengang var der kredse i den lokale befolkning, der gik ind for at stoppe banerne.
Fra passagerernes side var der også alvorlig kritik på grund af store forsinkelser, dårlig vedligeholdelse af rullende materiel og stationer samt manglende renholdelse af banernes tog.
Bestyrelsen nedsatte en kommission og resultatet forelå i 1949 og var en sønderlemmende kritik af APB’s ledelse.
I kommissionsbetænkningen kan følgende læses:
»Hvad angår fremført kritik mod driftsledelsen for manglende forståelse og smidighed overfor publikums ønsker, må man erindre, at ledelsen af et stort trafikforetagende som Aalborgbanerne er meget udsat og er ofte ude for såvel berettigede som uberettigede krav, men man har dog det indtryk, at det havde været heldigt, om driftsledelsen i noget højere grad havde været lydhør overfor den mere berettigede del af kritikken Forholdet indadtil kan heller ikke betragtes som godt, og man har indtryk af, at initiativ fra personalets side ikke altid mødes med forståelse af driftsledelsen, hvorved opstår fare for at personalet resignerer.
Beklages må også det åbenbare mindre gode samarbejde mellem direktøren og maskiningeniøren, der uværgelig må være til skade for virksomheden.
Banernes økonomiske forhold er yderst vanskelige, og der savnes ofte midler til at betale selv mindre regninger, hvilket giver en utilfredshed hos leverandørerne, som banerne slet ikke kan være tjent med, og der burde i tide have været sørget for optagelse af en tilstrækkelig stor kassekredit eller et lån som driftskapital«.
Den skarpe kritik af banens ledelse i kommissionens betænkning resulterede i, at banen i 1950 skiftede direktør, og i de følgende år skete der ændringer i såvel administrationen som i de tekniske afdelinger.
Banerne fik bevilget moderniseringstilskud og banernes værksteder blev moderniseret, og der blev anskaffet nyt rullende materiel i form af skinnebusser og diesellokomotiver, ligesom der udførtes moderniseringsarbejder på store dele af det rullende materiel og de faste anlæg. I alt anvendtes der 3.090.000 kr. til disse formål.
Anskaffelsen af skinnebusser var forbedring. I komfort kun lidt, men det betød trods alt hurtigere og flere forbindelser og væsentlige besparelser på driften idet dampen kunne udfases.
Efter denne saltvandsindsprøjtning stod banen rimeligt rustet til igen at tage kampen op igen, men banernes underskud voksede støt og roligt og rejste igen kravet om nedlæggelse, forstærket af, at banerne i visse tilfælde var i vejen for byudviklingen og forskellige vejanlæg.
De efterhånden betydende kredse, der var mod banerne, havde altså gode kort på hånden og ledende lokalpolitikere benyttede lejligheden til at hyppe egne kartofler.
Udefra blev banerne trængte -endda hårdt af den tiltagende landevejstrafik.
Link:
Aalborg Privatbaner – rullende materiel